Mit kapitel i bogen "Jeg tror på" er en kontroversiel drøftelse af emnerne identitet, vedensbillede og menneskesyn. Hvordan står det til med moderne menneskers identitet? Hvilke muligheder har det for at orientere sig?
Videre peger jeg på tidens navnløshed. Nutidsmennesket står ikke længere som "Peter Jensen, maskinarbejder". Det er opført som et nummer. Når det endelig lykkes at komme igennem til kommunen, lyder svaret "hej, det er Carina". Men Carina hvem??
Menneskers konturer glider over i anonymitet og forsvinder i mængden af klienter, patienter, seere, lyttere, forbrugere, vælgere osv.
Det er min påstand, at vi er blevet til sprogløse mennesker. Vi taler specialistsprog spækket med uforståelige udenlandske gloser, båret af en naturvidenskabelig, teknologisk livsforståelse.
Det er let at "gå ind" og træffe nye mennesker. Og vi klarer den med sportssprog. Et hårdtslående projekt "sparkes i gang", der kommer noget "på banen", - måske får vi "det røde kort" !
Medierne bestemmer, hvad vi skal tænke og sige. Krig og vold sælger flere aviser end fred; konkurrence er bedre end samarbejde. Folks privatliv giver seertal, der basker.: "Vi blev skilt, - men elsker stadig hinanden ....". Og hvem er forresten medierne?
Det er store og omstridte temaer. Også min kontroversielle påstand om nutidens kønsløshed og handlingslammelse har vakt debat i vide kredse. For er vores forbrugeriske, altædende livsstil i virkeligheden en flugt? Er det "døden i levende live".
Er det sandt som den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer skrev, at "Gud er hinsides midt i vores liv"? Han døde i koncentrationslejr!
|
 |