Elisabeth Uldall Pelch (1942)

Forfatter. Cand. Theol.

Kogtvedvænget 9P

5700 Svendborg

Mobil 22 42 66 75

Email: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Biografi

• 1992-, fuldtidsforfatter
• Omfattende kursus- og foredragsvirksomhed, også i udlandet. Teaterkonsulent. Voksenundervisning, bla. på Amtscentralerne for Undervisning.
• Radio og TV arbejde og freelance journalistik - (kulturstof)
• 1984-1985, Scholar v. Mental Research Institute, Palo Alto, Californien.
• 1974-1990, Sognepræst i Skovshoved og Holte
• 1972-1974, Seminarieadjunkt
• 1971, Kandidat i theologi fra Københavns Universitet
• 1962, Student Sorø Akademi
• 1960-61, Skoleophold i Californien (American Field Service)

Medlemskaber

• Dansk Forfatterforening
• Soransk Samfund
• Svendborg Kammermusikforening
• Svendborg Museum
• Svendborg Senior Idræt
• Svendborg Amts Kunstforening
• Danmarks Naturfredningsforening
• Foreningen Norden

Interesser

• Kunst. Arkitektur. Musikhistorie. Sprog - På det seneste også fransk. Rejser og selvfølgelig al slags natur. Børnebørnene!
• Helårsbader
• Aktiv i det lokale foreningsliv

Andet

• Kursus i voksenpædagogik på Købehavns Universitet

Legater

• Forskningslegater fra Fulbright og Det lutherske Verdensforbund. (Har modtaget adskillige rejselegater)

Om Elisabeth
En karriere begynder, før man tror det. Min tog fart umiddelbart efter studentereksamen, hvor jeg et par uger bestyrede en lille turistbod på torvet i Sorø.

Men hvorfor blive i andedammen? Et tre måneders job som counsellor i en spejderlejr i Rocky Mountains udvidede horisonten så meget, at jeg følte mig klar til universitetet. Der fulgte et år som stud. mag. i engelsk og latin. Men den indbyggede græskprøve bevirkede, at det græske tog overhånd - med et hovedspring som resultat - over i theologien.

Der skulle imidlertid også brød på bordet. Jeg blev udsalgsassistent i Daells Varehus. Denne ellers lovende løbebane måtte desværre opgives efter kun fem dage; det lå alligevel ikke til mig at sælge nylonstrømper.

Det har altid været nødvendigt for mig at skrive. Kunne man oven i købet tjene penge ved det? Jeg reflekterede på en annonce og begyndte at levere tekster til en tegneserie: en Anders - And - psyke skal man ikke kimse ad. I en periode blev han helten i mit liv.

Man modnes med alderen - men bliver også mere sulten! Ramt af overmod sprang jeg til familiens rædsel ud som regnskabsassistent på Egmont, - et kollegium der om sommeren fungerede som hotel. Jeg holdt ud i to dræbende sæsoner, hvorpå jeg for evigt tog afsked med tal.

Omsider tonede det helt rigtige job frem: stewardesse i SAS! Der er langt fra Brønshøj til Kastrup, hvor aftenundervisningen foregik, men man skal ikke stikke op for bollemælk! Europa ventede! Hyren stod ikke mål med sliddet. Dengang foregik serveringen i flyet med manér, så vi måtte løbe stærkt! Men maden ombord var på den tid af rimelig kvalitet, og så var der nok til alle! Jeg har overnattet de første x antal gange i Nordnorge. Klimaet i Rom og Nice var mere tiltalende. Paris, London og Zürich var heller ikke at foragte, når man skulle lufte sin chikke uniform. Til trods for en lang pilotstrejke med lønnet luksustid til repetition på altanen kaldte studierne dog nu for alvor.

Det gjorde imidlertid også udsigten til nogle uger i Leningrad. Ærmerne måtte igen smøges op. Der blev et deltidsjob ledigt som studentermedhjælper i Det kongelige Biblioteks danske afdeling, kombineret med timer i småtryksafdelingen. Det blev nødvendigt at lære lidt russisk! Af sted til aftenskole, - og et nyt alfabet blev føjet til det græske og hebraiske.

Biblioteksarbejdet varede i otte måneder - besøget i Leningrad faldt i januars semesterpause - i 30 graders kulde! Aldrig har jeg frosset så meget!

Tro det eller ej: Jeg sprang ud som kandidat på normeret tid, oven i købet med et (ikke-obligatorisk) speciale i hånden. Nu vinkede fast arbejde forude, - men først efter et halvt år. Lediggang? Nej!
Kandidaten blev rengøringsdame på Bispebjerg Hospital på ugeløn, udbetalt hver lørdag i kontanter. 

Turister, rådgivning, (ud)salg, psykologi, lægge til og trække fra, globalt udsyn, gammel kultur, fremmede skrifttegn, kulde og varme - - alt i alt en mangeartet bagage i rygsækken til glæde og gavn.

Det blev til spændende år med undervisning af seminariestuderende og senere et alsidigt og udfordrende arbejde i Folkekirken. Og nu kulminerer erfaringerne fra den brogede løbebane på herlig vis i min professionelle forfattervirksomhed.

Seneste udgivelse: Nogen ved besked

Digtsamling 2020

Forord

Et øhav – skaberens milde påfund! Sådan har jeg tit tænkt på mine mange gåture langs Svendsborgsund. Når jeg sover ude, hører jeg dønningerne fra Ærøfærgen ramme kysten, hvor jeg bor. Vågner til blændende sol, mågeskrig og trækfugle hen over, måske morgentåge som får Tåsinge til at forsvinde…..

Det hav har uforskyldt hørt mig skælde ud i så lang tid, at jeg blev nødt til at holde op og begynde at skrive. Ikke mere den faglitteratur, som er min metier som forfatter, men poesi som eneste vej videre.

Da vores svigersøn, Kristian Rørbæk Madsen, tog sit unge liv for to år siden, blev hele familien ramt af et nedslag så hårdt, at alting hørte op. Det øhav, hvor han elskede at sejle, blev med ét forvandlet til en frådende hvirvel af følelser. Sorg, skyld, vrede, fortvivlelse, modløshed og hjemløs kærlighed blev vores hverdag. 

Hvad hjalp det, at han som primus motor i den ulykkelige Svendborg-sag og indsamler af nitusinde underskrifter mod yderst kritisable arbejdsforhold kom sundhedsfaglige kolleger til hjælp, når han selv til sidst forsvandt i en dyb depression?

Hans mod og den respekt, der står om ham, har medierne dækket på værdig vis. Men de sange, som hjertet blev fuldt af, måtte have et andet udtryk. De forlangte, at jeg begyndte at digte. Egentlig mod mit bevidste vidende blev noget langsomt til, som jeg aldrig havde forudset.

En indre dialog med Kristian voksede frem. Det tætte samvær med Anna og børnene blev til poesi. Jeg måtte standse op på mine ture langs havet og lytte til mig selv, føle de facetter, som på godt og ondt insisterede på at lære mig noget om livet. 

Har det skabt forløsning? Kan man ”digte sig væk fra” tilværelsens voldsomheder? Det tror jeg ikke. Men jeg ved, at vejen ikke længere er tung. Følgesvenden er ikke længere melankolien, snarere en sindets blidhed. Tænk at finde en lille æske fuld af smil og opdage, at de formerer sig og kan flyve! Forunderligt!